Månedsarkiv: oktober 2013

På vej mod et legende samfund

By-i-Børnehøjdeny

Sjove køer, samfundsgavnlige p-bøder og Trivselscentre. Det er blot nogle af de idéer, der kan gøre Danmark til en legende nation i de kommende år. Legeskab vil plante kreativitet i hele landet, for det vi kalder kreativitet hos børn, hedder innovation hos voksne – og det skal Danmark leve af i fremtiden. Pluk eller plant en idé og lad os starte en bevægelse – allerede i dag!

Betaling med kreativitet. Kreativitet er den vigtigste valuta i Det Kreative Hus. Den er så værdifuld, at man kan bruge den som betalingsmiddel ved foredrag og forestillinger. Derfor betaler husets gæster ofte med håndmalede sten i smukke farver, hjemmelavet sæbe og håndsyede tæpper. En guitarist har indspillet et stykke musik og afleverede cd’en ved døren. Alle bidrager med det, de kan, og hver adgangsbillet er et lille stykke af en kreativ sjæl med en tilknyttet fortælling om skabertrang og virkelyst. Ved sidste arrangement betalte folk med tegninger, malerier, digte, udklædning, sang og spil og med argentinsk tango.

Kan vi lege os ud af krisen? Vi tror på, at en nedtur for økonomien kan være en optur for fantasien. Den er en gave, vi alle har lige ved hånden, og den kan forløse hidtil usete potentialer i dansk økonomi. Vi skal bare huske at folde den ud. Læs mereher

Sjove køer. Hvorfor betale penge for at springe køen over, hvis man kan gøre køen til den største attraktion? Vi vil skabe køer, hvor ventetiden bliver en leg, så man ligefrem glæder sig til at stå i kø.

Samfundsgavnlige p-bøder. Hvad nu hvis man selv kunne være med til at bestemme, hvad beløbet på p-bøden går til? Så kunne man starte en positiv dialog med parkeringsvagten og ønske ham en god dag?

Trivselscentre – lad os skabe et sted for ældre, hvor man glæder sig lige så meget til at starte sidst i livet, som børn glæder sig, når de skal starte i børnehaven. Trivselscentrene skal være fulde af skønne dufte, billeder og stemninger der vækker erindringen frem. Musik og toner både ude og inde, og der skal være fortællecafeer og inspirerende, legende samlingssteder for familier, hvor man kan så og plante og være fælles om at se resultatet spire og gro. Legen kan anvendes som bindeled mellem alle generationer.

Vil du også plante en idé? Legeskab vil skabe flere spørgsmålstegn. Åbne flere døre og spidse flere ører. Vi vil hylde og forlænge den forbavselseskompetence, der bor i de små og gøre den til en værdi for de store. Hvis du brænder inde med en idé, så plant den her på bloggen og lad os sammen få den til at vokse.

Bedste hilsner,

Mette
Legeskaber