Jorden rundt i Det Kreative Hus

Connie-Pilgaard-Nielsen1-300x217

Musik er en livsåbner, der skaber intense følelser af samvær og lader os opleve verden i samme stemning. Musik er glæde, gnist og livsnerve. Til tonerne af musik får vi lyst til at danse, sanse og synge. Forleden tog Connie Pilgaard Nielsen os på musikalsk jordomrejse i Det Kreative Hus. Her får du et indblik i aftenens toner og den musiske eftertænksomhed.

Jeg havde en fantastisk aften forleden, hvor multikunstner og musiker Connie Pilgaard Nielsen inviterede til sangaften i Det Kreative Hus. Ideen til sangaftenerne er skabt i samarbejde med Musiskskolen Laura i Aarhus, for vi deler drømmen om at vise så mange som muligt, hvor fællesskabende musikken er, og hvordan musik bygger op, bringer glæde, varme og nærvær. Musikkens verden er unik, den har sin helt egen rytme og puls.

Connie spiller både guitar, klaver og tværfløjte, og denne torsdag aften fyldte hun Det Kreative Hus med en hjerteenergi, der bredte sig til små og store, unge og gamle. Der var plads til alle, da Connie inviterede på jordomrejse med musikken som guide.

Turen gik fra Danmark over Israel til USA. Vi var til pygmæ-sang i det sydlige Centralafrika, og vi holdt hvil i Tanzania, før vi indtog Brasilien.

Connie valgte temaet jorden rundt, fordi vi lever i en fantastisk verden på en fantastisk jord. Verdens mangfoldighed spejler sig på smukkeste vis i de forskellige landes musik. Efter samværet med Connie og musikken i torsdags ved jeg og alle jer, der gæstede Det Kreative Hus denne aften, at musikken er alle menneskers og alle kulturers fællesnævner.

Der bor en dyb sandhed i dette lille citat fra inuitten Orpingalik fra Netsilik-folket, som Connie indledte aftenen med:

“Sange er tanker, der synges ud med åndedrættet, når mennesker lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale”.

Jeg glæder mig allerede til næste sangaften d. 6. december i Det Kreative Hus. Oplevelsen kan varmt anbefales.

Jeg håber, vi ses.

KH Mette

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>